D. 11. september 2013 startede NETLA efterårets Seminario Permanente med foredraget:
Verdens blodigste narkokrig – og hvordan påvirker den Mexico?
v/ journalist Ebbe Fisher.
Ebbe Fisher har været freelance journalist – senest Kristeligt Dagblad – i Latinamerika over en årrække, og har bl.a. beskæftiget sig med narkokrigen i Mexico. Ebbe ridsede det historiske forløb op siden præsident Felipe Calderón i 2006 proklamerede en ekstraordinær militær indsats overfor narkokartellerne. Indsatsen har tilsyneladende været virkningsløs, for i samme periode anslår man, at 70.000 mennesker er dræbt i Mexico. Den nuværende præsident Peña Nieto har siden december 2012 forsøgt at lægge strategien i indsatsen mod narkokartellerne om – frugten heraf er endnu for tidlig at udtale sig om. Ebbe fortalte om de største af kartellerne og deres opbygning, deres politiske indflydelse og involvering i alle samfundets grene. Narkokrigen i Mexico har i dag udviklet sig til en kamp mellem verdens aktuelt største kriminelle organisationer – og uhyrlig mange penge, mennesker og økonomiske transaktioner er involveret.
Ebbe Fisher fik ridset en række historiske forudsætninger op. Vi kom ind på Monroedoktrinen i USA fra 1823 (den politiske accept af amerikansk indblanding i indre latinamerikanske anliggender), den amerikanske narkotikalov i 1914, der forbød al produktion og handel med kokain, marihuanaforbuddet i USA i 1937, vi kom ind på præsident Nixons “War on Drugs” proklamation i 1971…..tilsyneladende har intet standset USA’s formidable forbrug af narko, handlen omkring narko er blot steget og steget.
Ebbe fortalte, at mange organisationer forsøger at sætte en dæmper ind mod narkoen, om en række nylige strategiske uenigheder mellem Latinamerika og præsident Obama, hvor USA blev ydmyget. Vi var inde på narkoforholdene i Columbia med FARC som omdrejningspunkt, OAS – organisationen af amerikanske stater, og deres indsats, FN, The Global Commission on Drug Policy m.fl.
De positive elementer i hele denne sørgelige historie er, at en række latinamerikanske lande er ved at indse, at det ikke nytter med forbud – det er nødvendigt der lempes op for de mange forbud mod produktion og salg – det er den vej man skal gå – og flere tiltag er gjort i latinamerikanske lande. Uruguay’s parlament har således for nyligt som de første i verden helt frigivet produktion og salg af canabis.
Der var en usædvanlig stor spørgelyst. Over 80 mennesker var mødt op.